ÆBLELIV

af Pernelle Bak

Blomster på mit æbletræ
blir’ til knolderige kræ
der i tove holder fast
under vindens sommerkast

Knolden svulmer under varmen
men er hård og uden charme
rund og sur den tænker stille
at den pæren ligne ville

Og hvis pæren til den vinker
kernehuset i den hinker
og de grønne kinder gløde
til de bliver purpur røde

Kunstens æbler i min have
hænger fint blandt kroners blade
med en stilk og blad sat på
som en lille hat på skrå

Frøkenpærer er så kønne
og har former ganske skønne
og en hud med fregneprikker
æblerne på hatten letter

Og i stolthedsrus de spjætter
til den lille stilk får sprækker
og de ned på jorden suser
imens kærligheden bruser

De er ikke langt fra stammen
og de holder skræmte sammen
nu de blot kan se fra grunden
pærefrøknens blomst i bunden

Selv de står på blomsterfødder
og kan ikke selv slå rødder
beder om lidt hjælp af ånden
…se nu tages de af hånden

På en æbletærtebund
æblet får en sidste stund
før et pærefrøken smil
det i halsen møde vil

ÆBLELIV er en legende og metaforisk refleksion over identitet, sammenligning, forfald og forvandling. Gennem et tilsyneladende simpelt fortællende univers om æbler og pærer åbenbarer teksten dybere tanker om eksistens, selvforståelse og livets cyklus.

Identitet og ønsket om at være en anden: Digtets æble gennemgår en udvikling fra en knoldet, usikker tilstand til en moden og bevidst eksistens. Der ligger en grundlæggende eksistentiel problematik i æblets ønske om at ligne en pære. Dette kan læses som et billede på menneskets tendens til at sammenligne sig selv med andre og længes efter en anden form for skønhed eller anerkendelse.

Den indbyggede modsætning mellem æblet og pæren er et klassisk symbol på den kamp, vi alle kan have med vores egen selvforståelse. Pæren bliver en muse, en idealiseret figur, der i æblets øjne bærer en skønhed, som det selv savner. Samtidig er der en tragikomisk dobbelthed i ønsket – for æblet kan aldrig blive en pære, ligesom vi mennesker må lære at acceptere vores egen natur.

Modning og forfald: Æblet svulmer under solens varme, men er i starten “hård og uden charme”. Modningen er både en fysisk og eksistentiel proces. Her trækkes paralleller til, hvordan vi mennesker modnes gennem livets erfaringer, men også hvordan vores selvbillede og forståelse af vores plads i verden kan ændre sig.

Når æblerne til sidst slipper deres greb og falder fra træet, er det ikke blot en fysisk proces, men også en metafor for livets forgængelighed. De har levet i en illusion af selvstændighed, men i sidste ende er de stadig forbundet til deres ophav: “ikke langt fra stammen”. Dette kan tolkes som en erkendelse af, at vi aldrig helt kan løsrive os fra vores rødder, uanset hvor meget vi måtte ønske at være noget andet.

Kærlighed og fællesskab: Undervejs i digtet spiller kærlighed en rolle, symboliseret gennem æblets reaktion på pæren. Æblet “spjætter” af begejstring og mister til sidst sin støtte. Her ligger en symbolik omkring kærlighedens kraft – hvordan den kan gøre os vægtløse, men også sårbare. Når æblerne falder og samles på jorden, “holder de skræmte sammen”, hvilket understreger behovet for fællesskab i de svære øjeblikke

Den sidste transformation – kunsten og døden: Digtets sidste vers peger på en endelig transformation. Æblet, der i hele digtet har stræbt efter noget andet, bliver nu en del af en tærte, hvor dets liv afsluttes i en kulinarisk forening med pæren. Her åbnes en dobbeltfortolkning:

• Livets cyklus – Alt har en ende, men i denne ende ligger en ny skabelse. Æblet, som før ønskede at være noget andet, bliver til sidst en del af en større helhed. Dette kan tolkes som en accept af skæbnen og en accept af, at vores individuelle rejse smelter sammen med en større mening.

• Kunsten som en form for udødelighed – “Kunstens æbler” hænger i haven, kunstigt konstruerede, men evige. Der kunne her ligge en refleksion over, hvordan kunst kan give os en form for evighed, selv når livet forgår. Kunsten fanger øjeblikket, bevarer skønheden og transcenderer tidens gang. Det kunne også være en reference til den metafysiske idé om en bagvedliggende skaberkraft, hvor ”kroners blade” og ”med en stilk og blad sat på” i en bibelsk kontekst kan henvise til tornekronen og Adams blad i skødet. En sammenkobling til to begivenheder der kan varsle drama i frugthaven.

ÆBLELIV er et digt, der gennem humor og finurlige rim skjuler eksistentielle tanker om identitet, forvandling og livets uundgåelige gang. Gennem æblets udvikling ser vi menneskets egen rejse – fra usikkerhed, sammenligning, længsel efter accept og kærlighed, til vi ender ved den sidste uundgåelige afslutning – som er symboliseret ved æblets møde i halsen med den smilende pære, der tilsyneladende også er nået til livets ende.

Udover den umiddelbart humoristiske fortælling viser denne filosofiske analyse, at digtet kan minde os om, at skønhed kan findes i det, vi er, og ikke nødvendigvis i det, vi ønsker at være. Og dykker vi ned i flere af digtets implicitte gemmer – som eksempelvis i udtrykket: …blomsterfødder, der ikke selv kan slå rødder – så vil der dukke endnu flere lag frem.

Rigtig god fornøjelse med fordybelsen 😉