TIDENS BOLDSPIL

af Pernelle Bak

Op fra havets kant
i et langsomt hop
stiger solens bold
imod himlens loft
Og boldens kæmpe kugle
ændrer cirkelslag
fra bund til top til bund
dag for dag for dag

Velkommen kæmpebold
i sommernattens blå
dit hop er højt og bredt
og må på tåspids stå
men hoppet bliver halt
bredden bliver smal
dagen bliver kvalt
og det gør vinden gal

Jordens kant må synke
hvert et solblegt hop
med tandløst jubelgab
og blegnet skovbundskrop

Den kaffesorte nat
af tragten drypper ud
med kolde mælkedryp
som kaffe-mælke-slud
Og dog fra havets kant
hver morgen uden stop
sender tiden ud
den kuglerunde krop

Digtet ‘Tidens Boldspil’ kredser om tidens uafbrudte bevægelse og det cykliske spil, hvori både naturen og menneskets oplevelse af den indgår. På overfladen beskrives årets gang, hvor især vinterens melankoli kan fremkalde en fornemmelse af afslutning eller stilstand. Men under denne oplevelsesmæssige overflade fastholder digtet en grundlæggende sandhed: Tiden stopper aldrig op, den lader sig ikke hæmme af subjektive følelser eller menneskelig perception.

Filosofisk set kan digtet læses i lyset af determinisme og tidens ontologi. Det antyder, at tiden er en konstant, uafhængig af menneskets oplevelse af den. Selvom vi i vinterens mørke kan føle, at alt går mod en afslutning, er denne fornemmelse blot et produkt af vores bevidsthed. Tiden selv er ikke underlagt humør eller menneskelige forventninger – den er en ubønhørlig kraft, som opererer efter sine egne regler.

Den årsagssammenhæng, som underliggende er til stede i digtet, kan forstås som en reference til kausalitetens nødvendighed. Uanset om vi eksisterer eller ej, vil tiden fortsætte med at bevæge sig, fordi den er defineret af relationer mellem begivenheder snarere end af menneskelig intention. Dette peger på en næsten kosmologisk nødvendighed: Tidens fremadskriden er ikke noget, der kræver et subjekt til at observere den – den eksisterer i kraft af sin egen væren.

I denne forstand udfordrer digtet en antropocentrisk opfattelse af tid og peger i retning af en mere objektiv, nærmest metafysisk forståelse. Det minder os om, at vores oplevelse af tid er præget af vores biologiske og emotionelle kontekst, men at tiden selv forbliver uanfægtet af disse vilkår.

Tiden kender ikke til at give op – en sætning, der understreger tidens iboende momentum. I sidste ende bliver digtet en meditation over, hvordan vi som mennesker forholder os til en virkelighed, der er langt større end os selv, og som hverken kan påvirkes af vores ønsker eller vores følelser.